Søgefelt

Primære faneblade

    En rigtig god historie

    Landsformandens blog

    En rigtig god historie

    23. december 2019 - 10:20

    Julen og nytåret nærmer sig hastigt og lige om lidt kan vi se tilbage på et begivenhedsrigt 2019. Året har på mange måder stået i fejringens tegn. Vi har fejret vores 75-års jubilæum som fagforening, 100-året for 8-timers arbejdsdagen og ikke mindst 120-året for Septemberforliget. Ved dette forlig fik vi retten til at være organiseret i en fagforening, mens arbejdsgiverne til fik retten til at lede og fordele arbejdet.

    De tre begivenheder har kun kunnet lade sig gøre gennem et stærkt fællesskab og en loyal opbakning til fagforeningerne.

    Vi fortæller disse spændende historier alt for sjældent. Jeg oplever ofte unge mennesker, der ikke kender fagbevægelsens historie. De tror, at de rammer, pligter og rettigheder, der former vores arbejdsliv i dag, er noget vi har fået forærende af arbejdsgiverne. De ved ikke, at det er resultatet af mange års hårdt arbejde ved bl.a. forhandling af arbejdsmarkedets overenskomster.

    På efterårets mange generalforsamlinger i vores lokale personaleforeninger, som vores næstformand Lone Clausen og jeg deltager i, er det altid en stor fornøjelse at møde jer medlemmer og få en snak om, hvad der er vigtigt i jeres arbejdsliv. Jeg vil sige tak for de mange spørgsmål og kommentarer, som I har haft til de kommende overenskomstforhandlinger.

    De egentlige overenskomstforhandlinger starter til januar, og – hvis alt ellers går efter bogen – har vi sidste forhandlingsmøde den 5. marts. Her bør vi kunne præsentere den kommende overenskomst.

    Vores overenskomst skaber ro og stabilitet i forsikrings- og pensionsbranchen. Den er med til at sikre fair konkurrence samt de gode og trygge rammer, der kan fastholde og tiltrække gode medarbejdere – selskabernes vigtigste råstof.

    I et større samfundsperspektiv er jeg overbevist om, at vores overenskomstsystem – den danske model, som vi kalder det – har meget af æren for et stabilt Danmark, både socialt og økonomisk. Det skal vi værne om.

    Slutteligt vil jeg ønske jer en fantastisk jul og et skønt og lykkebringende nytår. Ikke mindst vil jeg gøre mit for, at vi får en rigtig god fornyelse af vores overenskomst. Det har I virkelig fortjent!

    Venlig hilsen
    Charlotte Hougaard

    Lej feriebolig i uge 21-52 i 2020

    29. januar 2020

    Torsdag den 6. februar 2020 åbner adgangen til at oprette lodder til lodtrækning om ...