Forsikringsforbundet har på dagens ekstraordinære kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) været med til at vælge Morten Skov Christiansen til ny formand, og Nanna Højlund og Flemming Grønsund som næstformænd.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har den 7. september 2023 holdt ekstraordinær kongres for at vælge et nyt formandskab. Forsikringsforbundets landsformand Charlotte Hougaard er medlem af FH’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse, og hun har på kongressen stemt for valget af både den nye formand og de to næstformænd.
”Stort tillykke til Morten Skov Christiansen, Nanna Højlund og Flemming Grønsund. Vi har fra Forsikringsforbundet givet vores fulde opbakning på kongressen til det nye formandskab. Vi har fået valgt det helt rigtige hold, og vi ser i FH frem til at fortsætte det vigtige arbejde med at styrke lønmodtagernes arbejdsvilkår sammen med det nye formandskab, siger Charlotte Hougaard, landsformand i Forsikringsforbundet og medlem af FHs forretningsudvalg.
Den fungerende formand Morten Skov Christiansen blev uden modkandidater valgt til ny formand for FH.
”Morten Skov Christiansen har gennem en årrække gjort det virkelig godt som både næstformand og senest som fungerende formand. Jeg er sikker på, at han er den rigtige til at stå i spidsen for fagbevægelsen, når vi sammen skal tage fat på en række af de store udfordringer, vi har på arbejdsmarkedet bl.a. med stress og psykisk arbejdsmiljø”, siger Charlotte Hougaard.
Som ny stedfortrædende formand valgte FH-kongressen Nanna Højlund, der dermed også fortsætter som næstformand. Til den anden næstformandspost faldt valget på Flemming Grønsund, der kommer fra et tillidshverv som forhandlingssekretær i 3F.
”Jeg har gennem mange år haft et godt samarbejde med Nanna Højlund, og det samarbejde glæder jeg mig til at fortsætte. Samtidig ser jeg frem til at lære Flemming Grønsund at kende, og jeg har stor tiltro til, at han kan løfte opgaven som næstformand”, siger Charlotte Hougaard.
Læs mere om det nye formandskab i FH:
Morten Skov Christiansen ny formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation