Søgefelt

Primære faneblade

    Din ferie er ikke kommet af sig selv

    For de fleste af os bliver sommerferien anderledes i år. Mange lande er lukket ferieland. Men uanset om vi finder nye måder at holde ferie på i Danmark, eller alligevel drister os afsted til udlandet, så har vi stadig langt mere tid til at få ladet batterierne op, end man turde drømme om for hundrede år siden.

    I år bliver sommerferien helt anderledes, end de fleste havde regnet med. Med en verden, der mere eller mindre er lukket pga. coronapandemien, skal vi holde ferie i Danmark som aldrig før. Mange skal besøge hjemlige seværdigheder og naturperler for måske første gang.

    De festivaler, byfester, koncerter og andre fællesskaber, der plejer at være en fast del af sommerkalenderen – og hvor vi mødes på kryds og tværs af fag og forskelligheder – de vil ikke være der i år.

    Nogle vil driste sig helt til udlandet. Men uanset om ferien i år går til Ribe, Reersø, Rhinlandet eller Reykjavik, så har vi udsigt til mange ugers frihed, hvor vi kan få koblet helt af fra hverdagen.

    Uhørt forslag: Ferie med løn!
    Med seks ugers ferie i løbet af året har vi faktisk langt mere tid til at få ladet batterierne op, end man turde drømme om for bare hundrede år siden.

    Dengang foreslog fagbevægelsen som noget nyt og uhørt, at arbejderne skulle have lønnet ferie.

    Modstanden var stor:
    Lønnet ferie ville være farligt for både beskæftigelsen og konkurrenceevnen, mente arbejdsgiverne. Først i 1936 fik flertallet af arbejderne, som var organiseret i en fagforening, forhandlet sig frem til en uges lønnet ferie. Én uge om året!

    Nu sikrer ferieloven os fem ugers ferie. Og i vores sektor har vi endda seks ugers ferie om året.

    Ferien er ikke noget, vi har fået foræret
    Seks uger til at få udforsket Strynø, Susåen, Sjællands Odde eller Skagen. Til at slippe de grønne fingre løs i haven, hoppe i bølgerne, blive længe oppe med de lyse sommernætter, ro i kano, spise jordbær med ungerne eller læse den roman, der har ligget på natbordet i evigheder.

    Og når du har en stille stund i hængekøjen, så kan du sende dine kolleger og dig selv en tak.

    For vores ferie er ikke noget, vi har fået foræret. Det er noget, vi har kæmpet for.

    Vores ret til ferie er resultatet af, at vi står sammen og har stået sammen skulder ved skulder i fagbevægelsen i mere end hundrede år. Vi har fået overenskomster, der sikrer, at vi kan være rige, lige og trygge.

    Rige, fordi vi får en løn, vi kan leve af – også når vi er på ferie eller bliver syge. Lige, fordi både mænd og kvinder kan tage barsel og have en karriere. Trygge, fordi vi kan efteruddanne os, så vi er klar til fremtidens arbejdsmarked.

    God ferie!


    Indlægget er inspireret af FH-blogindlæg fra den 2. juli. 2020