Søgefelt

Primære faneblade

    Dansk Tandforsikring tegner overenskomst

    Dansk Tandforsikring Administration A/S har den 20. maj 2020 underskrevet overenskomst med Forsikringsforbundet.

    ”Vi er glade for at kunne indgå overenskomst med Dansk Tandforsikring. Det er vigtigt, at vi får overenskomstdækket hele forsikrings- og pensionsområdet i Danmark. Under coronakrisen har vi set vigtigheden af den danske model. Den skal derfor udbredes til hele arbejdsmarkedet” udtaler Lone Clausen, næstformand for Forsikringsforbundet.

    Der blev indledt drøftelser om overenskomst mellem Forsikringsforbundet og Dansk Tandforsikring på baggrund af Forsikringsforbundets nye overenskomst med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Den fastlægger, at medarbejdere under overenskomsten fra 1. juli 2020 skal have en arbejdsgiverbetalt tandforsikring.

    ”Som overenskomstbærende fagforening er det vigtigt for Forsikringsforbundet, at de goder, som vi forhandler på plads med arbejdsgiverne, købes hos overenskomstdækkede samarbejdspartnere. Og det er Dansk Tandforsikring nu.”

    Hos Dansk Tandforsikring udtaler adm. direktør Denis Lewinsky, CEO og stifter af selskabet sin tilfredshed med indgåelsen af overenskomsten:

    ”Dansk Tandforsikring er pioner indenfor tandforsikringer i Danmark. Vi har udviklet nogle rigtigt gode tandforsikringsprodukter til både virksomheders medarbejdere og privatpersoner. Netop tandforsikringer er et område, som i stigende grad er kommet i fokus som værdifuldt medarbejdergode i forbindelse med indgåelse af overenskomster, da de både øger medarbejdernes sundhed og samtidig giver en betragtelig økonomisk gevinst for medarbejderne, når der opstår problemer med tænderne. Derfor har det været vigtigt for os at vise vores støtte til den danske model ved selv at indgå overenskomst.”