Har du lyst til at gøre en forskel for dine kolleger? Som tillidsrepræsentant bliver du et kendt ansigt i organisationen og er med til at sikre dine kolleger en fair behandling, hjælpe med at sikre et godt arbejdsmiljø og mange andre opgaver. Opgaven giver ikke blot en god indsigt i lovgivning og overenskomstforhold, men også i håndtering af vanskelige samtaler, hvervning af medlemmer og – ikke mindst – en god kontakt til ledelse og HR-afdeling i selskabet. Derfor: Hold dig ikke tilbage - dine kolleger har brug for dig!
At være tillidsrepræsentant indebærer, at du:
- Skal være i god kontakt med både medlemmerne og ledelsen i dit område
- Holder øje med, at overenskomst og aftaler overholdes
- Skal formidle medlemmernes berettigede forslag, kritik mm. videre til jeres leder og/eller til lokalafdelingens bestyrelse. Altså at være medlemmernes talsmand
- Deltager i lokalafdelingens møder – og i bestyrelsens, hvis du er bestyrelsesmedlem
- Er med til at arrangere medlemsaktiviteter
- Kan træde frem for medlemmerne og redegøre for en sag, lede et møde og tilsvarende
- Kan være bisidder for medlemmer, der ønsker det. Det kan f.eks. være, hvis man har en sag om lønindplacering, eller en der får en advarsel
- Får mulighed for at deltage i udvalg mm. i selskabet og i Forsikringsforbundet
- Får løbende uddannelse af Forsikringforbundet
- Er omfattet af tillidsrepræsentantaftalen, som bl.a. medfører tjenestefrihed til aktiviteter og tillidsrepræsentantuddannelsen
- Må bruge en del fritid på TR-jobbet
- Må stille op til valg enten for at få TR-posten, eller for at bevare den. Man står til regnskab over for medlemmerne
Du er naturligvis ikke alene om dette: Både den lokale bestyrelse i lokalafdelingen og Forsikringsforbundet bakker op og samarbejder om opgaverne.
Der er også andre muligheder for dig som tillidsrepræsentant
Foruden de konkrete opgaver, der er listet op ovenfor, medfører det også en masse andet, for eksempel:
- Indsigt i selskabets personaleforhold og drift
- Mulighed for f.eks. at sidde i Samarbejdsudvalget (SU)
- At få indflydelse i lokalafdelingen, i selskabet og i Forsikringsforbundet – afhængigt af hvilke poster og særlige funktioner du får
- Opgaver, indsigt og indflydelse af en art, du næppe ville få i dit øvrige job
- Årlige samtaler med henholdsvis formanden for lokalafdelingen og den leder, der er i dit område. Det vil sige at der sker en systematisk opfølgning af dit arbejde som tillidsrepræsentant
- Karriereudvikling. Der bliver lagt mærke til dig, når du træder frem. Og det er ikke kun medlemmerne der gør det. Udfører du jobbet ordentligt, kan det være et trin på karrierestigen
Kort sagt medfører jobbet som tillidsrepræsentant også personlig udvikling hvis du ellers involverer dig!
Har du lyst til at høre mere om, hvordan du kan blive tillidsrepræsentant?
Det letteste er, at du henvender dig til en tillidsrepræsentant i lokalafdelingen i dit selskab - gerne til formanden. Der kan du få flere oplysninger om TR-hvervet og om der er vakante poster.
Læs også om tillidsrepræsentant-uddannelsen i menuen til venstre.