Søgefelt

Primære faneblade

    Barriere for nye finanselever bliver nu fjernet

    En stor barriere for fremover at kunne rekruttere nye finanselever til forsikrings- og pensionsbranchen bliver nu fjernet. Det sker efter bl.a. Forsikringsforbundets henvendelse til børne- og undervisningsministeren. En overgangsordning for finanselever bliver gjort permanent, så studerende med en gymnasial uddannelse fortsat kan få adgang til det toårige forløb som finanselev. Aftalen stod ellers til at udløbe næste sommer.

    Finansuddannelse

    De merkantile erhvervsuddannelser - bl.a. finanseleverne i forsikrings- pensionsselskaber - ville i sommeren 2023 stå overfor en udfordring, der kunne få alvorlige konsekvenser for virksomhedernes adgang til elever.

    Derfor har Forsikringsforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansforbundet, Dansk Industri, HK og en række andre parter sammen henvendt sig til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil for at gøre opmærksom på problemet.

    Udfordringen var, at studenter kun kunne få adgang til et hovedforløb på ét år og ikke to år som de øvrige elever på handelsuddannelserne. Den begrænsning blev indført med erhvervsuddannelsesreformen i 2015. Ved reformen blev dog aftalt en overgangsordning, der hidtil har gjort det muligt fortsat at indgå to-årige uddannelsesaftaler med studenter. Overgangsordningen stod til at udløbe 1. august 2023.

    ”Gode uddannelsesmuligheder er afgørende for at kunne rekruttere unge til vores branche. Det ville være et stort problem, hvis unge med en gymnasial uddannelse fra næste sommer reelt ville være afskåret fra at blive finanselev”, siger Lars Helvard, næstformand i Forsikringsforbundet.

    Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop oplyst, at den politiske EUD-aftalekreds har besluttet at afskaffe reglen, der forhindrer studenter i at tage den toårige finanseleveuddannelse. Dermed bliver overgangsordningen nu gjort permanent, og det glæder Forsikringsforbundet:

    ”Det er en meningsløs barriere, vi nu har fået ryddet af vejen. Det er en stor sejr for de mange unge, som gerne vil uddanne sig i forsikrings- og pensionsbranchen. Selskaberne råber efter kvalificeret arbejdskraft, og nu kan de fortsat tilbyde en attraktiv uddannelsesmulighed til alle unge – også unge med en gymnasial uddannelsesbaggrund”, siger Lars Helvard.

    Langt de flest finanselever har en gymnasial baggrund, når de begynder deres uddannelsesforløb i selskaberne.

    Interessen for at blive finanselev i forsikring- og pensionsbranchen er stor i øjeblikket. I 2021 begyndte 151 nye finanselever deres uddannelsesforløb i et forsikrings- eller pensionsselskab. Det er det højeste antal nogensinde.

    Læs mere "Rekordmange finanselever til forsikring- og pensionsselskaber"

    Forsikring November 2023

    Ny udgave af Forsikring

    06. november 2023

    I det nye Forsikring kan du komme tæt på en risikoingeniør, der...